Sprogpolitik og skriveguide

Københavns Kommunes skriveguide ligger til grund for skriftlig kommunikation på Københavns Kommunes hjemmesider.

Sprogpolitik og Skriveguide

Vi taber ikke nogen ved at skrive enkelt og forståeligt. Men vi taber nogen ved ikke at gøre det.
Skriveguiden guider dig til at skrive enkelt og forståeligt på kk.dk og Multisites. Når vi alle bruger Skriveguiden, sikrer vi et ensartet sprogbrug på kommunens hjemmesider. Det signalerer tryghed hos læseren. Med klart sprog mindsker vi misforståelser. Borgere skal opleve hjemmesiden som let og forståelig.

Fem skriveregler

Skriveguiden består af fem vigtige skriveregler:
•    Brug korte ord. Undgå så vidt muligt sammensatte ord
•    Skriv korte sætninger. Prøv at bryde sætningen op i stedet for at have indskudte sætninger (ét budskab pr. sætning)
•    Skriv korrekt, forståeligt og aktivt
•    Skriv med borgeren i centrum
•    Skriv det vigtigste budskab først.
I Skriveguiden kan du finde hjælp til, hvordan du bruger de fem regler optimalt. Du kan slå op, hvilke forkortelser, dobbeltformer og kommatering, vi bruger på kk.dk. Desuden kan du finde, hvordan vi skriver alt fra overskrifter til punktopstillinger og klokkeslæt.
Du kan downloade skriveguiden til højre her på siden.