Webtilgængelighed er til gavn for alle

Det er ikke kun mennesker med handicap, der har gavn af webtilgængelighed. Det har alle.

Man behøver altså ikke have et egentligt handicap for at opleve udfordringer, hvis webtilgængeligheden er dårlig.

Nogle udfordringer er midlertidige.

  • Dit syn kan være nedsat på grund af en midlertidig sygdom i øjet
  • Din hørelse kan være svækket eller forstyrret af en midlertidig tinnitus
  • Du kan miste stemmen i en periode
  • Du kan brække armen, få en musearm eller en tennisalbue – eller have en baby på armen
  • Du kan blive ramt af stress eller få en hjernerystelse
  • Du kan have drukket for meget og ikke kunne styre dine bevægelser

Når du gør en hjemmeside eller indhold på intra webtilgængeligt, er det derfor ikke kun til gavn for mennesker med handicap.

Men dem der har et handicap kan, bogstaveligt talt, ikke tilgå hjemmesiden helt eller delvist, hvis du ikke sørger for at overholde loven.

Det er for eksempel mennesker, der:

  • Ikke kan se eller har nedsat syn
  • Har svært ved at skelne eller opfatte farver
  • Ikke kan høre eller har nedsat hørelse
  • Får anfald som følge af lysfølsomhed
  • Har begrænset bevægelsesfrihed eller styrke
  • Er udfordret mentalt (kognitivt)
  • Er kommet op i årene

Få syn for sagen - derfor er webtilgængelighed en god idé

Digitaliseringsstyrelsen har lavet en video som viser nogle af de udfordringer, mennesker med forskellige funktionsnedsættelser møder, når de besøger offentlige myndigheders og offentlige organers websteder.